For tre år siden havde dansklærer Birgitte Høegh et samarbejde med en ordblind elev og hans familie. I forbindelse med samarbejdet oplevede hun, hvor svært det kunne være at forklare, hvorfor arbejdet med LST handler om mere end bare at lære at få læst en tekst op.
“Især moren til eleven her syntes, at han var rigtig, rigtig dygtig. Og jeg havde utroligt svært ved at forklare, at det var et lille skridt på vejen. At jeg havde meget større ambitioner på min elevs vegne og gerne ville have, at han skulle lære meget mere,” siger Birgitte Høegh.
Birgitte Høegh havde brug for noget visuelt, der kunne tydeliggøre, hvad målet med arbejdet var. Sammen med læsevejleder Anni Rafn Spenner og tre andre kolleger fra Ådalskolen udviklede hun derfor LST-trappen. Et værktøj, som de beskriver sådan her:
‘En oversigt med konkrete mål, færdigheder og strategier, som vi gerne vil have, at vores ordblinde elever lærer hen over mellemtrinnet’.
Et fælles overblik
En gang om året afholder Ådalskolen de såkaldte ordblinde-tværs-møder. Her bruger de LST-trappen som udgangspunkt for dialogen og de fælles mål mellem skole, elev og hjem.
“Så kigger vi på: Hvor langt er vi kommet nu? Og vi bruger den også til at sætte nye mål for det kommende skoleår. Så her bliver sat mål både for hjemmet og for eleven og for personalet her på skolen, så det er synligt for alle, hvad målet skal være, indtil vi mødes igen,” siger Birgitte Høegh.
Ofte sætter Anni Rafn Spenner, Birgitte Høegh og deres kolleger sig ned med eleverne inden mødet og udfylder trappen sammen med dem. Så ved eleverne, hvad der skal ske, og hvad de vil få at vide til mødet. LST-trappen gør det synligt for alle, at eleverne gennemgår en udvikling fra år til år.
“Eleverne bliver simpelthen så stolte, når de er med til ordblinde-tværs, og de får mulighed for sammen med deres forældre at se denne her trappe. Og så har vi som regel den med fra sidste år, så de kan se forskellen, og de stråler virkelig, så det er dejligt,” siger Anni Rafn Spenner.
Et værktøj i hverdagen
LST-trappen bruges dog ikke kun til de årlige møder. Den er også blevet et vigtigt arbejdsredskab i hverdagen på Ådalskolen.
“Jeg bruger det rigtig meget, når jeg skal planlægge nye undervisningsforløb. Jeg tager den lige frem en gang imellem og tænker; okay, hvad er det lige, jeg skal huske omkring den her elev? Det var jo de her mål, vi aftalte. Hvordan kan jeg få dem tænkt ind i det forløb, vi skal i gang med,” siger Birgitte Høegh.
Trappen hjælper også Anni Rafn Spenner og Birgitte Høegh med at skabe en forståelse hos kollegerne for, hvilke mål eleven er i gang med at øve sig på. Anni Rafn Spenner er overbevist om, at trappen også kan være en hjælp for andre, der arbejder med LST:
“Jeg tror i høj grad, at andre kunne have glæde af LST-trappen,” afslutter hun.
Vi har fået lov til at dele LST-trappen som inspiration for andre, der arbejder med LST. Du kan downloade den herunder.
Opdateret juni 2026



